|
Bærbar VHF
VHF radioer er faldet i pris de seneste år og er blevet mere kompakte. Det gælder også de bærbare VHF radioer, som nu findes med indbygget DSC og GPS.
Det har fået ejere af mindre fartøjer, som f.eks. havkajakker og joller til at købe bærbare VHF’ere som en del af fartøjets sikkerhedsudstyr.
En bærbar VHF bør enten bruges som supplement til en fast installeret VHF radio eller som primær radio på fartøjer, hvor en fast installation ikke er mulig. Bærbare VHF sender kun med 3-5 watt og har en lille antenne, som normalt er placeret i lav højde. Dækningen er derfor væsentlig mindre end for en fast installeret VHF radio. Lyngby Radios dækning er baseret på fast installerede VHF radioer med stor antennehøjde, større antenne og 25 watt sendeeffekt.
I øvrigt kan det anbefales at supplere en bærbar VHF med en mobiltelefon. Både den bærbare VHF og mobiltelefonen bør beskyttes mod vand f.eks. i en vandtæt handske. Endvidere bør batterierne være friske og fuldt opladte og reserve batterier kan anbefales.
Søfartsstyrelsen tildeler kaldesignal og MMSI-nummer til fartøjer og ikke til personer, uanset hvilken VHF der er tale om, altså også bærbare. Det er fartøjets MMSI-nummer der skal indkodes i en bærbar VHF med DSC. Derfor må en bærbar VHF med DSC og et konkret fartøjs MMSI-nummer, ikke anvendes i andre fartøjer end det er registreret til. Der findes nu en rubrik på ansøgningsskemaet til bærbar VHF og Søfartsstyrelsen registrerer, at der er tale om en bærbar VHF.
På given foranledning gøres opmærksom på, at der også er krav om certifikat for at betjene en bærbar VHF og at der opkræves et gebyr på 739 kr. for tildeling, registrering og udstedelse af kaldesignalsbevis til en bærbar VHF.
|